Forældre på Helsingør Lille Skole

P-dage
Der er 6 p-dage fordelt over skoleåret. På p-dagene underviser forældrene børnene, og der er typisk 2 forældre i hver klasse i LA og MB. OBs elever arbejder selv med undervisningsmateriale efter aftale med deres lærere.
P-dagene fordeles blandt forældrene på første forældremøde i skoleåret. Forældrene har en idémappe på lærerværelset med ideer til, hvad man kan lave på en p-dag. Buskort kan reserveres ved henvendelse på kontoret.
Opsamleren dækkes om eftermiddagen af 4 forældre - én fra hver af klasserne bø til 3.kl. Lærerne holder ofte p-dag et andet sted end på skolen, og indholdet spænder fra pædagogiske diskussioner til planlægning af undervisningsforløb, fagfordeling mv.

Arbejdsdage
Hver klasses forældre og børn har en eller to årlige arbejdsdage på skolen. Om arbejdsdagen skal være lørdag, søndag eller begge dage, er op til klassens forældre at beslutte. På det første forældremøde efter sommerferien skal klassen vælge arbejdsleder samt arbejdsdag(e).
Her udføres ekstra rengøring, malerarbejde, istandsættelser samt lettere håndværksmæssige opgaver. En af opgaverne er at indkøbe og lave frokost til alle.

Forældremøder
Afhængig af, hvilken afdeling man er tilknyttet, afholdes 4-6 forældremøder om året. Ved disse møder tages der referat. På forældremøderne drøftes emner, der berører klassen fagligt og socialt, ligesom der drøftes større pædagogiske emner fx. udsprunget af diskussioner på forældrerepmøder.

Forældrekonsultationer
Der afholdes en årlig skole/hjem-samtale , hvor klasselæreren og evt. faglærer(e) er tilstede. Ud over den obligatoriske konsultation afholdes der individuelle samtaler efter behov.

Styrelsen
Styrelsen består af 7 medlemmer og 2 suppleanter, som vælges på den årlige generalforsamling i april. Man vælges for 2 år ad gangen.
Styrelsens arbejde består bl.a. i:
- at have ansvar for skolens overordnede økonomi
- at deltage i ansættelser af nyt personale

Forældrerep
Hver klasse vælger 2 forældrerepræsentanter, oftest for 2 år ad gangen. Der afholdes forældrerepmøde 2. tirsdag i udvalgte måneder. I forældrerep drøftes emner med pædagogisk og praktisk relation til skolen. Emnerne kan udspringe af diskussioner på forældremøder i de enkelte klasser.
Det er desuden forældrereppernes ansvar at uddelegere opgaver i forbindelse med fester på skolen (se dokumenter i menuen "forældresamarbejde").
Hvis der kommer en ny elev i klassen skal forældrerepperne tage kontakt til de nye forældre og informere dem om vigtige ting vedr. klassen og skolen.